Wordaholic

Det var med en anden jeg faldt, det var med en anden jeg lo, til en anden jeg tabte mit hjerte.

Det var en anden jeg nåede, en anden jeg var med, en anden, der holdt min hånd.

Det var med en anden jeg græd, med en anden jeg sloges, en anden jeg elskede så himlene skreg.

Det var en anden jeg greb, det var med en anden jeg drømte, og den anden var hvad jeg duftede.

Jeg elsker dig som aldrig før, når du ler og kysser mig pludseligt.

Men det er svært at glemme, uanset hvad du gør.

At engeng fra før vi blev kendt.

Da tilhørte din mand “en anden”.

Et sted i Buenos Aires
langt fra Palermos bølgende trækroner
og Belgranos hvidkalkede fliser

hviler ukendte soldater
side om side med aristokratiske dødfødte
og Evita Peron
i en labyrint af marmor
og efterårslange skygger

Her
hvor gravene udgør en by i byen
en samling af alléer og tårne
et sted mellem himmel og jord
mellem dette liv og det næste

Her kan man se
de smalle skyer brydes
med kors og konturer
på en sørgende, smudsig  himmel

Her hviler Argentina
på godt og ondt
i al slags vejr
og til evig tid

og her

mellem glas, grus og grædende helgener

så jeg for første gang

at intet varer evigt.

Som jeg skriver dette har jeg en whiskey-cola i hånden. En dobbelt faktisk. Skænket på øjemål – præcis som jeg kan li’ det. Jeg er landet i Madrid uden de store problemer. En ombooking over Luxembourg var eneste forhindring, men med en kontant kompensation på 150 Euro på vegne af SAS er det ikke noget, man ikke kan overleve. Og nu er jeg på vej.

Jeg har lejet et tarveligt værelse i centrum, tæt på Estación Bilbao. Værtinden så mig længe og grundigt an før hun endelig indlod sig på at lukke mig ind, kun for at præsentere mig for det sidste ledige værelse. Gryntende og stadig propfuld af gammelkonens mistro overfor nutidens unge førte hun mig ned ad gangen og præsenterede mig for mit gemak. Ydmyge forhold for at sige det mildt. En seng, et natbord, et skab, en fan. Ikke meget, men fint for en enkelt nat.

Værtindens lettere mystiske fremtræden fik mig til at lede efter et solidt gemmested til min taske. Jeg skammer mig en smule over dette. Efter at have rejst jorden tynd gennem store dele af mit voksne liv har jeg for længst lært ikke altid at forvente det værste. De fleste gange bliver man gjort slemt til skamme med den indstilling i bagagen. Og især i Spanien, hvor jeg har opholdt mig mere end noget andet sted, og hvor jeg kender omgangstonen næsten lige så godt som i Danmark, burde jeg vide bedre. Alligevel var der noget i den lille, fede værtindes blik, der fik mig til at kaste mig ud i en intens søgen efter et egnet gemmested for mine værdier.

Gemmesteder var der nu ikke mange af. Enhver tyv – spansk eller ej, gammel eller ung – ville som det første kigge i skabet, så det var med det samme udelukket. Heller ikke vasken, sengen eller natbordet indbød umiddelbart til gemmeleg. Til sidst fandt jeg nogle tykke, støvede tæpper, og med en sirlighed der ligger lige så langt fra mig og min personlighed som blind tillid sikkert gør det for min uudholdelige værtinde, fik jeg foldet de tunge måtter omkring mine værdier, og gemt hele pakken af vejen under sengen. Hvis en tyv skulle forsøge sig mens jeg var væk, ville vedkommende finde et bundt tæpper under sengen, og med lidt held altså ikke tasken. Jeg vurderede at situationen var under kontrol og begav mig ud i Madrids lune aftenluft for at finde et aftensmåltid og måske endda en kold øl.

Valget faldt på pizza. Uoriginalt, indrømmet, men stedets placering vandt i denne omgang over mine fin-kulinariske præferencer. Nu kender jeg ikke Madrid som jeg kender så mange andre steder, så jeg kan ikke fortælle hvad dette vidunderlige sted hedder præcist, men man bør forestille sig en aftentravl plaza, som de kun findes i Spanien. Legende, larmende børn, rygende teenagere og højlydt diskuterende pensionister smelter her sammen i en støvet forunderlig symfoni, der får denne lille lomme af byen til at summe af liv. Her er sen aftensmad og doven sommerferie de bærende kræfter, og her ville jeg have min middag, koste hvad det ville.

Prisen var dog også til at leve med. 25 minutters venten og 15 Euro for en pizza og en kold øl er ikke meget at betale, og slet ikke i dette fantastiske lille hjørne af Spaniens hjerte. Jeg tog mig god tid og betragtede pladsen som jeg spiste og drak. Hvilken fantastisk stemning, hvilket liv, hvilken idyl.

På trods af min benovelse over dette klassiske sydeuropæiske aftenscenarie, begyndte trætheden kort efter at melde sig. Jeg forlod mit lille helle, efterlod gode drikkepenge og luskede tilbage til mit værelse. Til min store lettelse var der intet spor af min værtinde, og jeg låste mig anonymt ind i mit kammer. Tasken var der (selvfølgelig endnu). Jeg bandede et kort sekund af mig selv for endnu engang at have forbrudt mig imod mine kosmopolitiske principper ved at bilde mig ind at nogen i dette fremmede land havde til hensigt at stjæle mine ting. Dernæst blev jeg overmandet af en tung fornemmelse, lige der over øjenlågene, der kort fortalt, gjorde det klart at jeg var klar til at sove.

Dog ikke uden en drink, og til alt held var baren stadig åben. Jeg bestilte en dobbelt whiskey-cola og fandt en plads tæt på vinduet, hvor jeg kunne høre livets gang på pladsen forneden. Støjen og virakken syntes blot at tage til som min whiskey forsvandt i mit rejsetørstige svælg, men udmattelsen og trætheden var nu uovervindelig, og kort efter var jeg afklædt og klar til at se dyner.

I morgen venter endnu en lang dag, og jeg bør spare på kræfterne, selvom en solo-tur i de madrilenske natteliv lokker gevaldigt. Men det må blive en anden gang, for nu er jeg alligevel for træt til at få noget mindeværdigt ud af enhver form for brandert.

I stedet vil jeg blot gå til ro, få mine 8 timers søvn og se frem til endnu en begivenhedsrig dag i morgen. Under alle omstændigheder, så er jeg på vej.

Så sker det igen. Jeg rykker teltpælene op og kaster mig ud i endnu et eventyr. Mit liv pakkes sammen i en 20 kgs rygsæk, billetterne printes ud og der siges farvel.

Jeg har været god til det denne gang. At sige farvel. Til kæresten i lufthavnen i Amsterdam, til vennerne på mellem-stop i Århus og København, endda til bedsteforældrene i Hørsholm. Og selvom jeg ikke altid bryder mig om det, så er det godt at jeg gør det. For hvem ved hvad der sker næste gang? Hvem ved hvornår man kommer tilbage denne gang?

Jeg har lavet mange stunts i løbet af min tid, og jeg har haft mange forflyvske planer på mit tegnebræt. Argentina, Amsterdam, Amazonas, Amerika. Der er altid noget mere at se. Men jeg er også altid kommet tilbage igen. Og det gør jeg ikke nu. Denne gang er det ‘farvel’. For alvor.

I hvert fald varer det lidt. Turen går til Santiago i to måneder, og derefter venter Swansea, Wales og specialet som jeg endnu ikke aner hva ska handle om. Og hvem ved hvad der sker om et år? Er jeg stadig sammen med Hende? Er jeg langt om længe færdig med skolen? Vanker det mon et job derude forenden af det hele? Fortsætter dette cirkus, eller ender jeg med at slå med ned et sted på vejen? Og i så fald hvor?

Spørgsmålene trænger sig på som den sidste afskedscene i lufthavnen imorgen nærmer sig. Jeg er på vej, og denne gang er der ikke en åbenlys vej tilbage igen. Folkeregistret afventer nu min nye adresse, og jeg aner ikke hvor det bliver. Men jeg er rolig, fattet og nærmest ligeglad. Jeg ved måske ikke hvad der venter mig ‘derude, men jeg ved at jeg selv har valgt denne tilværelse af evig vekslen mellem ‘Departures’ og ‘Arrivals’, check-ins og check-outs, ind og ud, ude og hjemme. Og jeg ved at jeg elsker hvad jeg laver og hvordan jeg lever.

Så måske er der slet ingen farvel’er når det kommer til stykket. Måske er hver eneste afgang i virkeligheden en ankomst, en ny dør, der åbnes. Lige nu med mindre end 24 timer til afgang, er der i hvert fald ingen vemodige afskedstårer, der presser sig på. Tværtimod er jeg forventningsfuld og aldeles fuld af fortrøstning.

Det handler om momentum. Chile, here I come.

- Hej Hr. Formular!

- Hej, W.!

- Går det godt? Ska vi kigge på det?

- Det synes jeg, det er jo vigtige sager!

- Bestemt!

- Nå, lad os se… Det er ganske let! Start med navn, studienummer, adresse, email, telefonnummer, kontonummer, IBAN, SWIF, ECTS point, kursuskoder, pasinfo, visa-status, specificeret vejlederansvar, forsikring, IELTS score, credit referral code, start- og slut universitet (med dertilhørende kode), prioriteringsdetaljer, udvekslingdatoer, rapporteringsmetode, kvitteringsstatus, language applicability level og teaching assesment mode. Husk at vedhæfte udtaleleser, eksamensbeviser, kopi af pas+studiekort samt hidtige resultater. Og glem endelig ikke dato, CPR og underskrift på alle arkene!

- Men jeg er kun nået til det første? Og jeg ved stort set ikke hvad jeg skal skrive i alle dine fine rubrikker, udover mit navn selvfølgelig, det er let nok. Og så måske min mail…

- SÅ er du på den! Der er jo ikke længe til nu, og administratorene og koordinatorene og tutorene og professorene skal jo have den rette indikator på at du har opfyldt din del af denne komplicerede og verificerede vidensudvekslingsfaciliteringsdokumentationsproces! (Husk for øvrigt tre underskrevne kopier til hver af de involverede studiekontorers internationle afdelinger, alle udfyldt elektronisk, men underskrevet i hånden, derpå scannet, og så sendt i papirform ‘hard copy’ samt pdf pr. mail).

- Det ska’ jeg nok. Men det er altså ret svært og lidt irriterende lige nu. Kan vi ikke tage ud i byen og spise en is i stedet? Kanalerne er så pæne i aftensolen på den her tid?

- Hmmm.. Så skidt da. Men så skal du også love at vi gør det snart! Ellers risikerer du at vi kommer for sent igang, og så er der ingen penge til at rejse for! Det vil du ikke have sker, vel?

- Nejnejnej. Det var heller ikke sådan ment. Men la’ os nu få den is. Så gør vi det bagefter.

Eller også så (måske) i morgen.

“Min kærestes øjne skifter farve. Det er højst mærkværdigt, men den er go’ nok. De er normalt grønne med et strejf af brun eller mandel, men andre gange er de sorte eller brune eller blå eller noget helt andet. Men de ændrer sig hele tiden. Som for eksempel i går aftes, hjemme hos mig. Hun spurgte om jeg ‘nogensinde havde været forelsket før. Sådan rigtigt?’. Det er et svært spørgsmål. Tilsyneladende også for hende, for hendes øjne blev helt sorte, uden så meget som det mindste tegn af farve. Så senere, da vi havde glemt alt om tidligere forelskelser og al den slags fnidder, da lyste øjnene igen op i en grønlig nuance, men denne gang meget lysere end normalt, på vej mod turkis eller måske endda rigtig blå-grå, ligesom mine egne. Det er normalt også hendes farve når hun er fuld, hvilket hun da også var. Eller i hvert fald på vej dertil. I morges over morgenmaden havde hun valgt at iføre sig et søvnigt grøn-brunt blik, hvilket er en af mine favoritter, og da hun hoppede ud af døren syntes jeg at jeg kunne ænse et giftgrønt skær i midten af hendes smil. Det er normalt et tegn på at hun er glad. Hun matcher selvfølgelig altid fra top til tå, ligesom hun selvsagt har en helt bestemt farve reserveret til når vi dyrker sex. Men den holder jeg for mig selv. Forleden dag, da vi var på markedet sammen, skinnede hendes øjne smaragdgrønt hele dagen, indtil hun fandt ud af at de udsete støvler var udsolgt i hendes størrelse, og øjenfarven falmede en smule til en kastanjebrun nuance, der mindede lidt om den hun som regel har efter vi har haft sex, og hun ligger ved min side og kigger på mig som kun hun kan gøre det, helt rolig uden et ord og uden at fortrække en mine. Som dagen skred frem og årets første aftensol kiggede ned fra en skyfri himmel på vores færd udi i Amsterdams kanal-kaos, lyste hun en smule op igen, ja som var hun selv en lille, farveskiftende sol med gulbrune pletter af uskyldighed gemt bag de mørke solbriller, men da mørket endelig faldt på og vi cyklede hjemad igen, side om side på det smalle fortov, da var hun atter mere grøn end gul, mere græs end sol, mere jungle end ørken. Jo, min kærestes øjne skifter farve, det er et ægte vidunder, der udspiller sig lige foran mig hver eneste dag, og tilmed et der er gratis. Det eneste jeg skal gøre er at læne mig tilbage, og så ellers lade mig forføre af denne fantastiske mystiske evne, som hun så elegant har gjort til hendes. Og jeg lover dig - intet kunne være nemmere.”

Så står du der.

Smilende, lokkende, tappende på vinduet med din tynde finger. Som et andet stykke udstillingskunst står du der hele dagen i vinduet, i fransk lingerie, sylespidse hæle og mørk mascara med kurver, der indyder og danser.

Imens, på den anden side, på min side, i virkeligheden, strømmer folket, mængden, kunderne, ja selve livet, stille forbi.

“Kom herhen” siger du med den samme finger mens du laver kysmund og vrikker med hoften. “Kom indenfor, så trækker vi gardinerne for og efterlader verden og dens stikkende blikke for en stund. Dig og mig sammen. Kom indenfor i den røde lampes hyggelige skær og betro mig dine synder og værste dæmoner.”

Jeg stirrer tilbage, og får øje på hvad det i grunden er du sælger.

Luksuriøs elskov pakket ind i udydig uskyld og ubehageligt begær. Virkelighedsflugt på første klasse. Anonym anal til omtågede turister med lommerne fyldte af kokainbefængte 50 euro-sedler. Alt hvad du lyster, så længe du betaler, er det meste okay.

Det samme gælder for de, der ikke kan nøjes med at kigge. Fedladne gammelsvedne skiderikker og unge, smukke muskuløse singlemænd er velkomne, alle som én. Her gøres der ikke forskel, for lad os være ærlige - alle kan få brug for et knald.

Det hele slutter da forårsregnen slår ind og jeg må søge læ under markisen foran en bar. Jeg kigger mig tilbage og skutter let. En skygge nærmer sig det oplyste vindue. Døren åbnes og en nøgen arm byder den tildækkede kavaler indenfor. Endnu en kunde, endnu et knald, endnu en synder. Bag de røde lamper og lilla gardiner fortælles endnu en historie, som ingen får at høre. Livet går videre. Om du kan li’ det eller ej.

Jeg er en heldig ung mand. Jeg har en smuk, sød kæreste, og derfor er jeg heldig.

Og hun er smuk. Ingen tvivl om det. Hendes smil lyser hele auditorier op, og hun drejer hoveder på andre unge mænd, der ikke er lige så heldige som mig.

Men af og til er det også en forbandelse. I går til fest hos ‘Tony from Malta’, udspillede der sig et efterhånden alt for typisk scenarie. Efter at have vendt ryggen til i ét sekund, sidder en eller anden Joe Shmoe pludselig og bager skamløst på min kvinde. På min kvinde. Situationen er efterhånden alt for velkendt, så jeg ved hvad jeg skal gøre - der er kun en mulighed, og det er selvfølgelig at pisse mit territorie af.

Så det er hvad jeg gør. Jeg sætter mig hos hende, giver hende et kys og sender fyren et blik, der siger “pis af.” Nogle gange virker det, og andre - som i går - gør det ikke. I stedet for at fordufte, er han nu pludselig klar til kamp med udspilede næsebor og en eller anden tåbelig pointe om en plads, der var holdt til min kæreste, og ikke til mig. Han er skuffet, han er udspillet, han er faktisk en smule til grin. Og det skal selvfølgelig gå ud over mig.

Jeg tog det pænt. Jeg overreagerede ikke, og begrænsede mig til at kalde ham for en klovn. Og det var det. Troede jeg. For selvom jeg netop gjorde hvad jeg troede var nødvendigt - pissede mit territorie af - så er det ikke nok? Jeg skal gøre det ‘fra starten, hele tiden og konstant’. “You just don’t get it do you?” siger hun og stryger mig henover håret.

Men hvad er det lige jeg skal forstå? At prisen for at have en smuk kæreste, der er semi-afhængig af de mange bekræftende flirterier fra fremmede fyre, er at jeg nu ikke længere kan gå til fest og bare have det sjovt? At det på en eller anden måde er min skyld at idioter jeg ikke aner hvem er lægger an på min kæreste? Og når jeg så gør noget ved det, så kan jeg ikke engang gøre hvad jeg vil (i dette tilfælde klynge naren ved kraven op af væggen og fortælle ham at NU holder han kæft), netop fordi kæresten er der?

Lige nu føler jeg mig ikke så heldig som jeg føler mig forvirret. Hvordan kan det være min skyld? Hvad kan hun på nogen måde bebrejde mig? Og er dette fremtiden for mig, for hende, for os? At hun går til fest og bliver gloet på mens jeg tager skraldet når det trods alt kommer for tæt på?

En smuk kæreste er en god ting, til tider helt fantastisk, men tror du at det kommer uden problemer, ja så ta’r du grundigt fejl.

I den sædvanlige sensationshungrende og til tider nærmest imponerende åndsforladte stil bragte eb.dk i går et interview med en af den danske ungdoms kultur-koryfæer, selveste Niarn.

Hvad der dog ikke var særligt sædvanligt var at interviewet denne gang rent faktisk havde en dybere rod end den sædvanlige “jeg synes du er dum”-one-liner. Denne gang prikkede EB rent faktisk til noget så avanceret som en relevant problemstilling, nemlig piratkopiering af musik.

Artiklen er bygget om omkring Niarns reaktion til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen’s udtalelser om at p2p-fildeling burde lovliggøres. Niarn, der er en sand kunstner og som følgeligt må leve af sine intelektuelle rettigheder, brød sig bestemt ikke om den idé:

“I nummeret ’Stadig broke’ stikker jeg til flipperkællingen fra Enhedslortelisten. Hun har sagt, at hun synes, man skal lovliggøre piratkopiering, fordi alle alligevel gør det. Jeg forstår ikke, hvordan sådan en hjernedød kælling kan sidde i Folketinget” buldrer Niarn, og fortsætter derfra med at tude over at han er flad fordi folk kopierer hans åh-så-værdifulde musik.

Det er fanden fis’me også for galt! Stakkels Niarn…

Der er så meget galt med en artikel som denne, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Men måske ville Niarns retoriske spørgsmål være et godt udgangspunkt. Johanna Schmidt- Nielsen sidder i folketinget fordi folk har stemt på hende og hendes parti. Det er vel ikke så svært at forstå? At man ikke er enig er én ting, men man kan nu engang ikke anfægte demokratiet, så for mig at se er dette et særdeles dumt, irrelevant spørgsmål.

Nuvel. Så er der hele mp3-debatten. Jeg tilhører en kategori, der er lodret uenig med Niarn. P2p-kopiering af musik dræber ikke kunsten og der er ingen musikere, der går fallit på grund af fildeling.

Havde det ikke været for fildeling ville de færrest nok kunne synge med på Niarns numre når han sommeren igennem giver koncerter på festival’er, kræmmermarkeder og havnefester - altsammen jobs han har fået takket være den øgede eksponering som internettet og fildeling tilbyder (marginal)kunstnere som ham. Fildeling bærer en stor del af skylden for at Niarn overhovedet kan få lov til at udtale sig i Ekstra Bladet.

Jeg har kunnet overspille mine kassettebånd siden 90′erne, og det var der ingen bands eller musikere, der blev fattigere af. Tværtimod kunne jeg fortælle mine kammerater om det nye fede nummer jeg havde overspillet fra min storebror, og tre uger efter var vi tre i stedet for én på vej for at købe billet til den næste koncert. Og det er sådan det fungerer. Nye teknologier giver øget eksponering, og dermed større rækkevidde for kunstnere - både de etablerede og de, der prøver at slå igennem.

For mig at se ligger det rigtige problem et helt andet sted, nemlig i grådighed. Grådighed på vegne af musikere, men også de pladeselskaber, der signer dem.  Jeg er en stor fan af micropayments-metoden, der kort fortalt går ud på at man tager mindre for sine produkter i håbet om at folk så vil betale den smule fremfor at hente noget gratis. Hvis en CD koster 149,- men er gratis at hente, ja så inviterer man folk til at gøre det sidste. Koster den samme CD derimod en femmer, ja så er der pludselig en del, der ville tænke to gange før de downloader ulovligt. Samtidig kan man skære unødige elementer som agenter og pladeselskaber fra, så ingen skummer fløden på kunst, der jo i teorien skal komme os alle til gode.

Men fem kroner er ikke nok! Det bliver Niarn ikke rig af, og derfor er Johanne Schmidt-Nielsen en hjernedød kælling.

Niarn skulle tage og klappe lidt mere i takt og brøle lidt lavere af folk han ikke kender. Der er masser af håb for musikbranchen derude, og ingen er endnu gået fallit af fildeling.

Til sidst vil jeg også tillade mig at tvivle på at en ung fyr med en sund interesse for hiphop og store kæder som Niarn helt kan frasige sig selv at have hentet et enkelt nummer i ny og næ, hvorved hele hans argumentation blot ender som et hyklerisk udfald imod en politiker som han tilfældigt har set sig sur på. Men det kan jeg selvfølgelig ikke bevise…

Jeg har i dag været til en ganske spændende forelæsning om det hollandske medielandskab, den økonomiske krise og hvad fremtiden byder for den trykte presse i Vesten.

Kort fortalt går debatten på om hvorvidt det traditionelle trykte avismedie på sigt vil kunne hamle op med de uendelige masser af gratis information som nettet i dag tilbyder. New Digital Media er fællesbetegnelsen for stort set alt, der ikke er en traditionel avis - blogs, e-redaktioner, video-streaming, debat-fora, realtime-opdateringer - you name it, og det er kommet for at blive til avisernes store fortrydelse.

Det siges at den sidste amerikanske avis vil blive solgt i 2043 hvis de nuværende tendenser varer ved, og det er selvfølgelig fra NDM at den største trussel kommer. For hvorfor betale for noget man kan få gratis et andet sted? Det er altså klart, at de traditionelle mediehuse, der hidtil har fokuseret næsten udelukkende på avissalg, nu må genopfinde sig selv og deres forretningsmodeller hvis de skal kunne følge med om blot ganske få år.

Men hvordan gør man lige det? Hvordan sælger man noget, som folk i bund og grund ikke behøver at betale for? Forslagene og forsøgene har været talrige, men hidtil har stort set ingen kunnet komme med et svar. En udbredt metode, kendt fra både Information herhjemme og The New York Times, har været at lade lette, frit tilgængelige informationer være gratis, mens det mere dybdegående og baggrundsrige stof - og dermed også som regel det bedste - har haft en pris. Praktisk har dette fundet sted via online-abbonementer og enkelt-artikel salg til interesserede, men igen er avishusene her på en særdeles vanskelig opgave. Det er relativt få mennesker, der vil betale for den slags, og især ikke hvis man ‘blot’ er ude efter dagens nyheder, der er tilgængelige overalt alligevel. Eller som min underviser sagde: “I dag betaler folk kun for porno på nettet - nyheder kan ikke sælges på indhold.”

Men hvorfor er det sådan? Porno er alligevel også overalt på nettet, og tilmed gratis. Så hvorfor betaler folk for porno, hvis ikke de vil betale for nyheder? Svaret er simpelt: Micropayments.

Da min underviser nævnte pornoen som eksempel reagerede min indiske ven Leo prompte: “ingen betaler da for porno?!”.  Leo har tildels ret. Men også kun det. For sandheden er ikke at ingen betaler for porno, men snarere at ingen betaler særlig meget for porno. Porno fungerer nemlig ved hjælp af micropayments, som er et system der med stor sandsynlighed ville kunne implementeres hos avishusene, og sikkert også med forholdsvis stor succes.

Princippet bag micropayments er simpelt. Idéen er opstået ud af musikbranchens kamp mod pirateri, der på lignende vis tvang en hel industri til at genopfinde sig selv, og går ud på at hvis man sænker prisen på et produkt tilpas meget, ja så vil folk rent faktisk foretrække at købe den ægte vare fremfor at downloade. Eller for at sige det på en anden måde: Hvis en CD koster 149,- men kan hentes gratis, ja så er der ingen i verden, der gider at betale fuld pris. Koster den komplette CD derimod en flad femmer online, ja så vil mange derimod tænke to gange før man downloader. For hvad er en femmer, hvis man tilgengæld får et officielt kvalitetsprodukt i bytte?

Pornobranchen fungerer på samme måde. Ingen gider betale hundredevis af dollars for noget man kan hente gratis, men hvis man kan få et kvalitetsprodukt, uden reklamer, uden afbrydelser og uden al besværet for blot et par dollars, ja så er det pludselig en helt anden forretning vi taler om.

Og det er her aviserne kunne lære noget. Hvis man indfører micropayments på avisernes onlineudgaver, så vil jeg vove at påstå at man vil kunne nå langt, eller i hvert fald længere end man er nu. Princippet er igen det samme. I stedet for at tvinge Information’s læsere til at betale et par hundrede i et online-abbonement, hvorfor så ikke lade brugere logge på til kvalitetsstoffet for meget mindre? Hvem ville ikke betale et par kroner for et stykke dybdegående og oplysende kvalitetsjournalistik? Ikke dig, siger du? Tilgiv mig min ligefremhed, men så er du ligegyldig, da chancen for at du nogensinde ellers ville købe en almindelig avis dermed også må være forsvindende lille. Og det er lige præcis dét, det drejer sig om - at få de folk, der normalt køber og læser aviser til at gøre det samme online.

I det hele taget findes der en hel række af nye teknikker og modeller, alle født af Internettet selv, og som aviserne med fordel kunne kigge nærmere på. Et andet eksempel er den såkaldte gift economy, det blandt andet har været særdeles udbredt i onlinepoker-branchen. Her belønner man trofaste kunder med gaver, fordele og deciderede cash-back-aftaler alt efter brugeraktivitet på et givent site. Også her kunne avisbranchen lærer et og andet.

Som ung journalist hører man igen og igen at branchen er i krise, og skræmmekampagner om arbejdsløshed og bladdød er efterhånden en lige så fast del af pensum som tørre tekster og endnu tørrere professorer. Tesen er at New Digital Media underminerer traditionel avisvirksomhed, og at de to er på uigenkaldelig kollisionskurs i en brutal kamp om click og kunder. Men det er ikke nødvendigvis sandheden. Der er masser af muligheder derude for en branche i knæ - det handler bare om at smide skyklapperne, se sig om efter alternativer og måske træde ned fra piedestalen et sekund eller to - så skal det nok gå altsammen.